Raw Snickers – til alle raw food elskere!

- den ultimative overraskelse til dem som elsker raw food

raw3indexindex

 

 

 

 

 

Elsker du allerede Raw food – så kom i køkkenet i en fart og lav disse Snickers. Er du der imod ny i raw området, så bare rolig – det er super nemt.

Jeg lavede denne opskrift som en overraskelse til min kærestes fødselsdag. Han elsker søde sager, men tåler hverken raffineret sukker, hvedemel eller mejeriprodukter. Derfor er raw food og specielt raw kager, blevet et hit i vores køkken. Mine tidligere raw kager har bragt glæde – lidt sødt er jo bedre end intet….men disse Raw Snickers vandt hans hjerte. Min svigermor, som ellers aldrig spiser kage, var dybt imponeret.

Du skal bruge følgende:
Bund:
125 g økologiske mandler
75 g økologiske rosiner
2 stk medjool dadler (uden sten)

Karamel:
8 medjool dadler
1 spsk økologisk og koldpresset kokosolie
2 tsk økologisk vaniliepulver
1 spsk kogende vand

Topping:
40 g økologisk saltede peanuts (groft hakket)
75 g raw chokolade (mindst 70%)
1 tsk økologisk og koldpresset kokosolie

Du gør følgende:
– mal mandlerne til mel
– tilsæt rosiner og dadler og kør dette til en jævn masse i din blender/foodprocesser
– med denne masse, former du bunden af din kage/bars. Den trykkes ned i din form, gerne firkantet
– karamel cremen laves nu af dadler, vanilje og olie. Det er meget vigtigt denne får lov at køre i flere minutter. Når den er cremet og lækker som karamel er den færdig.
– fordel de groft hakkede peanuts ovenpå bunden, og giv dem et let pres
– smelt chokoladen, rør olien i og fordel denne over kagen
– stil den på køl/frost
– når kagen er afkølet, skæres den ud i ønskede stykker

Kagen kan med fordel opbevares på frost og kan sagtens genfryses.

Rigtig god fornøjelse og velbekomme